Kære kunde, samarbejdspartner, leverandør og andre med interesse i Formpipe

Inden julefreden for alvor sænker sig, vil jeg benytte lejligheden til – på vegne af hele Formpipe – at ønske glædelig jul og dvæle et øjeblik ved året, der er gået. 

2017 har været et spændende, udfordrende og travlt år for hele Formpipe, men også for vores kunder.

Digitaliseringens hastige udvikling stiller store krav til både os og vores kunder; dertil kommer hele automatiseringsdagsordenen, som vi naturligvis lægger meget energi i. Det er den digitale fremtid, som vi på tværs af alle forretningsområder har arbejdet meget med i 2017. Arbejdsgange og processer skal automatiseres og forenkles, hvis man vil følge med den digitale udvikling; og det vil både vi og vores kunder. Dertil kommer den nye EU Persondataforordning og den generelle interesse for høj datakvalitet, som har skabt massiv interesse for vores Kvalitetskontrol-produkt. Det er en spændende rejse, som vi ser frem til at fortsætte i det nye år, hvor forordningen træder i kraft.

2017 har været et år, hvor vi er flyttet i bofællesskab med Schneider Electric i Ballerup. Det har bragt os tættere på hinanden i Formpipe, og jeg ser allerede nu, at det skaber helt nye muligheder for samarbejde og videndeling. Vi glæder os også over, at vi næste år kan invitere ind i vores egne konferencefaciliteter, når vi igen afholder vores digitaliseringskonference IMPULS. Tak til alle jer, der deltog i år.

2017 har helt tydeligt været et år, hvor vi er blevet endnu bedre til at arbejde tæt sammen med vores kunder. Det er absolut ligeså meget vores kunders fortjeneste, som det er vores. Vi ved, at vi gennem det tætte samarbejde og den tillidsfulde dialog skaber de absolut bedste resultater og dermed den bedste digitale hverdag for vores kunder. Virkeligheden er, at kunderne kender deres unikke arbejdsgange og behov bedst, mens vi på samme måde kender mulighederne i vores produkter og løsninger bedst. Kombinationen af disse kompetencer er en solid styrke, som vi i fællesskab skal drage nytte af, og det mener jeg faktisk, vi er blevet langt bedre til i året, der snart er gået. Herfra skal derfor lyde et stort tak til de kunder, der hver eneste dag, inviterer os tæt ind på deres dagligdag, arbejdsgange og udfordringer, så vi sammen kan skabe innovative og fremtidssikrede løsninger til deres forretning. Jeg ser frem til at arbejde videre med de tætte samarbejder i 2018.

2018 bliver et travlt år, men også et spændende år – og vi glæder os. Til nye samarbejder, nye udfordringer og nye muligheder.

Med de ord vil jeg – på vegne af alle os i Formpipe – ønske en glædelig jul og et lykkebringende nytår. Vi ses i 2018.

 

De bedste hilsner

Thomas à Porta

Adm. Direktør