Transportvirksomheden Kim Johansen Transport Group, KJTG, i Greve, der med sine mere end 700 medarbejdere og 327 lastbiler er én af Europas største transportvirksomheder, købte man i foråret 2010 den første licens til LaserNet-løsningen af Tabellae.

Formålet var at bruge LaserNet til en applikation, hvor man sendte de cirka 75 daglige fakturaer og fragtbreve ud til kunderne som pdf-filer og per e-mail i stedet for på papir og med posten, som man hidtil havde gjort, og bagefter lagre dem elektronisk. “Men jeg kunne med det samme konstatere, at LaserNet er et utroligt fleksibelt værktøj, som vi også kunne bruge til andre opgaver”, fortæller Carsten Eickhardt, der er it-chef i virksomheden, “og projektet med fragtbrevene blev lagt midlertidigt på hylden, og i stedet gik vi i gang med at bruge LaserNet til andre opgaver hvor vi kunne høste endnu større gevinster.”

Effektiv pladsreservation hos Scandlines og Eurotunnel
Det første projekt var pladsreservationen til lastbiler på Scandlines færger til og fra Danmark. Dem kan KJTG have mange hundrede af hver dag, og det foregik ellers over telefonen eller e-mail, hvor flere medarbejdere kunne bruge tid på den enkelte reservation. Men nu, med Lasernet, sker det elektronisk, idet man i hvert af de fire af KJTGs europæiske kontorer først finder den relevante færgeafgang i planlægningsdelen af MS Dynamics XAL, hvor Scandlines fartplan ligger.

Dernæst bruger man LaserNet til at danne en reservation i et XML-format, som Scandlines reservationssystem forstår, og sende den til Scandlines som en ftp-fil, direkte ind i reservationssystemet. Det sender derefter bekræftelse tilbage, som Lasernet konverterer fra XML-format til XAL-systemets format. Samtidig sørger Lasernet for, at man sender en SMS fra XAL til chaufføren med besked om pladsreservationen. Så derfor er der nu kun én medarbejder, nemlig disponenten på den enkelte transport, der bruger tid på at reservere plads på færgerne, og hele den efterfølgende arbejdsgang sker automatisk. Når Scandlines bagefter sender elektroniske fakturaer på de enkelte transporter, så modtages de nu i et format, som Lasernet konverterer til XAL-format og lægger ind i XAL til betaling.

Det er de samme principper der gør sig gældende ved pladsreservation hos Eurotunnel mellem Frankrig og Storbritannien. “Det er en løsning, som giver nogle meget klare gevinster”, fortæller Carsten Eickhardt: ”Tidligere bestilte vi plads per e-mail eller over telefonen gennem en agent for Eurotunnel. Nu gør vi det direkte med Lasernet. Så vi sparer ikke blot en masse tid ved telefonen, men også de 20 Euro, som vi betalte til agenten for hver reservation.”