"Vi har i hele vores koncern, med mere end 100 lokationer, et fælles ERP-system,der er tegnbaseret, så det kun kan producere meget simple og uskønne udskrifter - uden mulighed for farver, grafik og layout. Så derfor har vi, i fire lande, lagt en LaserNet-løsning udenpå, så alle de mere end 80 forskellige forretningsdokumenter har fået både farver og grafik og flot layout, og så de kan skræddersyes til det enkelte land og den enkelte virksomhed - ja, sågar til den enkelte kunde."
Dét fortæller Aleksander Haupter, der er systemadministrator og ansvarlig for dokumenthåndteringen i Pon Equipment A/S, der indgår i den hollandske PEPS-koncern (Pon Equipment and Power Systems under Pon Holding) og som, fra to afdelinger i Brøndby og Skejby, sælger og servicerer tungt udstyr, som fx CATERPILLAR gravkøer og bulldozere, til danske entreprenørvirksomheder og fra afdelinger i Esbjerg og Hvidovre tilbyder det samme med batterier, dieselmotorer, gasmotorer, generatorer og generatoranlæg, kraftvarmeanlæg, nøglefærdige laboratorier og akkrediterede nødstrømsanlæg.