"Formålet med at anskaffe LaserNet var at slippe af med de dyre fortrykte blanketter og i stedet printe alt ud på almindeligt A4-papir. Det mål har vi for længst nået, og det har sparet os for enorme beløb til trykning og håndtering af alle blanketterne. Men LaserNet er også et rigtigt godt værktøj til at strømline arbejdsprocesserne ved udprintning. For eksempel printer vi nu fakturaen, følgesedlen og adresselabelen lige efter hinanden, i stedet for i tre omgange. Og det giver også meget store besparelser."
Det fortæller Birgitte Michelsen fra it-afdelingen hos den kendte danske låseproducent Ruko i Herlev. Her har man brugt LaserNet i snart 10 år, og Birgitte Michelsen har været med lige fra starten som LaserNet Superbruger.
Før man fik LaserNet blev næsten alt printet ud på fortrykte formularer på dyre matrixprintere. I dag printes alt ud på almindeligt A4-papir på langt billigere laserprintere, alle med to papirskuffer. Èn med logopapir og én med blankt papir. Derfor er man ikke længere bundet til at bruge en bestemt printer, og når der printes ud, så styrer LaserNet, hvad skuffe der vælges fra.
Samtidig kan kunderne, der bl.a. er byggemarkeder og isenkræmmere, nu vælge om de vil have deres fakturaer og ordrebekræftelser sendt per post, fax eller e-mail i pdf-format. De kunder, der er låsesmede, har det samme valg i kundedatabasen i Rukos ERP-system. Det tror, at de sender printfilerne til en printer. Men det er LaserNet, der modtager printfilerne og sørger for, at kunderne får deres dokumenter på den måde, de har ønsket det. På den måde sparer man både en masse fortrykte blanketter og på frimærker og en masse tid på håndtering af papir, kuverter og telefaxer.