"Vi anvender LaserNet til at tage imod alle de dokumenter, der kommer ud fra vores centrale ERP-system og omdanne dem til de tusinder af følgesedler, ordrebekræftelser, indkøbsordrer og andre dokumenter, som vi hver dag skal sende eller aflevere til vores kunder eller leverandører. Og det sker til syv lande og på syv sprog og til alle mulige og umulige slags printere. Fuldstændigt uden problemer."
Sådan lyder det fra systemprogrammør Susanne Enevoldsen, der er ansvarlig for alle LaserNet-applikationerne i den Kolding-baserede Solar-koncern, der med 130 afdelinger i syv lande, er én af Nordeuropas største grossister i el, vvs og ventilation.
Hos Solar har man brugt LaserNet fra FormPipe Software lige siden man for snart 10 år siden fik en kunde, der krævede, at der blev trykt stregkoder på de følgesedler, som følger med varerne ud til kunderne. Det kunne Solars daværende nåleprintere ikke klare, og de stregkodeprintere, der fandtes, kunne ikke forstå de bitstrømme, der kom ud fra det ’hjemmestrikkede’ ERP-system.